VEDTÆGTER

Vedtægterne er sidst ændret på Delegeretforsamlingen 2024

 

Foreningens navn og formål:
§ 1. Foreningens navn er Danmarks Billedkunstlærere

 

§ 2. Foreningen formål er at varetage medlemmernes faglige interesser. Dette søges nået ved;

– at fremme forståelsen for værdien af børns æstetiske og billedsproglige udvikling
– at fremme forståelsen for faget Billedkunsts betydning i og uden for folkeskolen
– at arbejde for, at faget indtager en væsentlig stilling i uddannelsessystemet
– at arbejde for, at faget udvikles
– at formidle fagets indhold til foreningens medlemmer og til bredere kredse

 

Samarbejdsaftale
§ 3. Danmarks Billedkunstlærere samarbejder med Danmarks Lærerforening i henhold til den til enhver tid gældende samarbejdsaftale mellem de to foreninger.

 

Foreningens medlemmer

§ 4. Foreningen optager kun personlige medlemmer. Som medlem kan optages enhver uddannet billedkunstlærer, underviser i billedkunst, lærerstuderende i billedkunst. Ethvert personligt medlem har stemmeret.

 

 

§ 5. Ethvert stemmeberettiget medlem er valgbar til samtlige foreningens organer og udvalg.

 

Kredsene
§ 6. Foreningen består af lokalkredse, hvis antal og geografiske afgrænsninger vedtages af delegeretforsamlingen.

 

§ 7. Kredsenes vedtægter skal være i overensstemmelse med Danmarks Billedkunstlæreres vedtægter.

 

§ 8. Kredsene skal afholde ordinær generalforsamling én gang årligt, senest en måned før det ordinære delegeretmøde.

 

Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:
Valg af dirigent
Formandens beretning
Regnskab
Indkomne forslag
Budget
Valg af medlemmer og suppleanter til kredsstyrelsen
Valg af intern revisor
Eventuelt

Kredsstyrelsen skal mindst bestå af formand, kasserer og sekretær. Man kan som medlem kun deltage i generalforsamlingen i den kreds man tilhører. Landsformanden eller dennes stedfortræder kan deltage i generalforsamlingen med taleret, men uden stemmeret.

 

§ 9. Er en kreds på et tidspunkt uden bestyrelse, overtager landsstyrelsen administrationen af den pågældende kreds indtil førstkommende delegeretmøde.
LS kan anmode en anden kreds om at servicere den pågældende kreds indtil førstkommende delegeretmøde.
På delegeretmødet fastlægges om den pågældende kreds skal adopteres, serviceres eller underlægges en anden kreds, indtil der er grundlag for dannelse af en ny kreds.

 

Delegeretmødet
§ 10. Delegeretmødet er foreningens højeste myndighed.

 

§ 11. Delegeretforsamlingen består af landsstyrelsen samt 1 delegeret pr. påbegyndt 100 medlemmer i kredsene, valgt af de enkelte kredsbestyrelser.
Antallet af delegerede beregnes ud fra det antal medlemmer, der er registreret hos landskassereren pr. 31.7.

 

§ 12. Det ordinære delegeretmøde afholdes hvert år mellem 15. oktober og 15. november.
Landsstyrelsen udsender senest 6 uger før mødets afholdelse indkaldelse og foreløbig dagsorden til kredsformændene. Forslag, som ønskes behandlet på delegeretmødet, skal være landsformanden i hænde senest 4 uger før mødets afholdelse.
Endelig dagsorden med indkomne forslag samt eventuelle bilag skal være de delegerede i hænde senest 2 uger før mødet.

 

Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:
Valg af dirigent
Landsstyrelsens beretning
Redaktionssekretærens beretning
Regnskab
Indkomne forslag
Budget/fastsættelse af kontingent samt kredsens andel af kontingentet
Valg af formand/næstformand
Valg af bestyrelse og suppleanter
Valg af redaktionssekretær
Eventuelt

§ 13. Stemmeberettigende ved delegeretmødet er alene kredsens delegerede samt landsstyrelsens medlemmer. Øvrige deltagere kan tildeles taleret af landsstyrelsen.

 

§ 14. Landsstyrelsen skal afholde ekstraordinært delegeretmøde senest 3 uger efter at mindst ¼ af kredsbestyrelserne eller mindst 2/3 af landsstyrelsen har forlangt det.
Indkaldelsen skal ske med mindst 2 ugers varsel og indeholde motiveret dagsorden.

 

Landsstyrelsen
§ 15. Landsstyrelsen består af 6 medlemmer, der vælges af delegeretforsamlingen.
Formand og næstformand vælges i særskilte valghandlinger.
Delegeretmødet vælger kasserer.
Landsstyrelsen konstituerer sig med sekretær.
Valgene gælder for 2 år ad gangen.
Hvis det ikke er muligt at få valgt en kasserer, kan landsstyrelsen udpege en person med de nødvendige kvalifikationer.
Kassereren deltager i så fald i foreningens møder i det omfang, landsstyrelsen finder det hensigtsmæssigt.
Udpegningen sker for et år ad gangen. Herudover vælges 3 suppleanter til landsstyrelsen. I tilfælde af afgang i landsstyrelsen i en valgperiode kan landsstyrelsen udpege en suppleant frem til næste delegeretmøde. Ved afstemninger, hvor der er stemmelighed, tæller formandens stemme dobbelt. Næstformand fungerer ved formandens forfald.

 

§ 16. Landsstyrelsen kan udpege en forretningsfører og nedsætte ad hoc udvalg og stående udvalg.

 

Valghandlinger
§ 17. Kandidatforslag fremsættes mundtligt på delegeretmødet eller indsendes inden de i § 12 nævnte tidsfrister og offentliggøres i dagsordenen. Valgene foregår skriftligt.
Ved valg til bestyrelsen angiver hver delegeret navnene på et antal kandidater, der højst må være lig med det antal, der skal vælges. De, der opnår flest stemmer, er valgt.
Ved stemmelighed foretages omvalg mellem de pågældende efter ovenstående retningslinier. Hvis to på hinanden følgende omvalg giver samme resultat, foretages lodtrækning. Hvis både formand og næstformand afgår i en valgperiode, tidligere end 3 måneder før det ordinære delegeretmøde, indkaldes der til ekstraordinært delegeretmøde, hvor der vælges formand og næstformand. Valgene gælder til det førstkommende ordinære delegeretmøde.

 

Foreningens blad
§ 18. Foreningen udgiver et blad, der hedder Billedpædagogisk Tidsskrift. Bladet udsendes til samtlige medlemmer, der betaler bladet gennem kontingentet. Andre interesserede, herunder institutioner, kan abonnere på bladet til en af landsstyrelsen fastsat pris.

 

§ 19. Bladets indhold skal være i overensstemmelse med foreningens formål.
Delegeretforsamlingen godkender retningslinjer for bladet.

 

§ 20. Delegeretforsamlingen vælger en redaktionssekretær for 2 år ad gangen.
Redaktionssekretær og landsstyrelsen udpeger et redaktionsudvalg for et år ad gangen.
Udvalget består af 5 medlemmer udover redaktionssekretæren.
Mindst et medlem skal komme fra landsstyrelsen.
Redaktionssekretæren er ansvarshavende redaktør og har redaktionens faste adresse.
Redaktionssekretæren varetager bladets udadvendte aktiviteter, som f. eks. repræsentation i forskellige organer.
I tilfælde af redaktionssekretærens afgang i en valgperiode overtager landsstyrelsen ansvaret for bladets redaktion, indtil det førstkommende delegeretmøde.

 

Økonomi
§ 21. Foreningens regnskabsår går fra 1. august til 31. juli.

 

§ 22. Delegeretforsamlingen fastsætter medlemskontingentet.  Kontingentåret går fra indmeldelsesmåneden og 12 måneder frem. Medlemskabet fortsætter indtil det opsiges.

 

§ 23. Kassereren skal senest 1. september indgive foreningens regnskab til revision. Det reviderede regnskab fremlægges på det følgende delegeretmøde.

 

§ 24. Foreningen tegnes af formand, næstformand eller en valgt kasserer, – 2 af disse.

 

§ 25. Revisionen forestås af en registreret eller statsautoriseret revisor og består af enten revision eller en erklæring om ”Udvidet gennemgang” af årsrapporten.

Det reviderede regnskab udsendes sammen med den endelige dagsorden til delegeretmødet.

 

Vedtægtsændringer
§ 26. Vedtægtsændringer vedtages af delegeretforsamlingen, og kræver mindst 3/5 flertal blandt de stemmeberettigende på mødet.

 

Foreningens opløsning
§ 27. Opløsning af foreningen kan ske efter de regler, der gælder for vedtægtsændringer. Delegeretforsamlingens beslutning om opløsning skal prøves ved en urafstemning, hvor mindst 4/5 af de afgivne stemmer skal stemme for opløsningen.

 

§ 28. Fremgangsmåden ved foreningens opløsning, samt bestemmelse om anvendelse af foreningens midler, bestemmes af delegeretforsamlingen, der har taget beslutning om opløsning.

 

Odense, den 26.-10. 2024.
Lykke Østrup Andersen

Landsformand, Danmarks Billedkunstlærere